En dansker kommer til St. Croix

Artikel i Dansk Vestindisk Selskabs medlemsblad nr. 3, juni 2013 om mit ophold på St. Croix, USVI februar-april 2013

I 2010 besøgte jeg første gang St. Croix sammen med en god veninde, efter nogle års planlægning. Skæbnen ville, at jeg på det tidspunkt stod ved en skillevej i mit liv. Få måneder forinden havde jeg mistet mit job pga. krisen, og mit valg stod mellem at blive i køen af jobsøgende, med 200-300 ansøgere pr. job, eller forsøge mig med et liv som selvstændig freelancer.

Mine uger i Dansk Vestindien afgjorde sagen! Jeg besluttede, at jeg skulle have mit lille firma op at køre, så jeg kunne arbejde 8-10 uger om året fra St. Croix. Mit forretningskoncept er skruet sådan sammen, at jeg kan levere mine opgaver elektronisk fra et hvilket som helst sted i verden, blot jeg har en brugbar internetforbindelse.

Nu er der så gået 3 år

og jeg har fået så meget gang i forretningen, at jeg for første gang er herude for at arbejde i perioden 1. februar til 15. april. Langvarig og omhyggelig planlægning er gået forud, penge er sparet sammen for at kunne betale 2 huslejer mv. Det var en hård nød at knække at finde et sted at bo, som både var til at betale og hvor jeg kunne være rimelig sikker på en OK internetforbindelse.

Tilfældigheder førte mig frem til denne dejlige 110 kvm store condo i Colony Cove i Golden Rock, lidt vest for Christiansted. Jeg fandt jordens mest reelle og hjælpsomme mennesker, som til daglig bor på fastlandet og udlejer denne lejlighed, når de ikke selv bor her. De gav mig en masse lokal og praktisk information, inden jeg skrev under på kontrakten.

Jeg fik hurtigt en klar fornemmelse af, at dette var den rigtige løsning for mig. Faktisk fløj udlejer ned for at hente mig i lufthavnen, selv om det ikke var planen. Men hans aftale med et familiemedlem om at hente mig glippede, og han kunne ikke have, at jeg stod alene i et fremmed land sent om aftenen uden at kende et øje – så han sprang på en flyver, kun for at hente mig! Det er da hjælpsomhed ud over alle grænser.

De første dage gik med at indrette mig

så jeg var klar til at gå på arbejde mandag morgen. Her mødte jeg min første store udfordring – jeg kunne modtage mails, men ikke sende. I receptionen fik jeg nummeret på en IT-mand, som kom i weekenden og løste mit problem. Han er p.t. øens eneste IT-kyndige og bor lige overfor mig – hvor heldig kan man være?

Køleskabet var tomt, så jeg gik ned i receptionen og spurgte, om min taxichauffør fra sidst, Big John, stadig var i business? Det var han, og han kørte mig ud til det store Plaza Extra, hvor jeg fik shoppet det allermest nødvendige til en uges tid. John var lidt ked af det, forretningen gik ikke så godt længere, af flere grunde.

Lukningen af olieraffinaderiet Hovensa har været et hårdt slag for lokalsamfundet på ca. 55.000 indbyggere, arbejdsløsheden er høj og priserne ligeså. Det kan jeg også mærke, dagligvarerne er dyre, men det er generelt også dyrt at spise ude.

Se billeder og læs mere om mine oplevelser i Rejsebrev fra Dansk Vestindien, del 1 (9 sider): [pdf-embedder url=”https://www.yml.dk/wp-content/uploads/2017/02/Rejsebrev-fra-Dansk-Vestindien-2013-del-1.pdf” title=”Rejsebrev fra Dansk Vestindien 2013 – del 1″]

Jeg har efterhånden fundet en god rytme

med et par gange om ugen at handle i det lokale supermarked Food Town, som jeg når til fods på ca. 10 minutter. Her har de det meste til en almindelig husholdning, men det er nærmest som at flytte, når man står på bar bund med alt og skal tænke et par måneder frem.

I lejligheden er der alt tænkeligt udstyr, det gjorde mig i stand til hurtigt at få etableret en normal hverdag. Dog skulle jeg lige vænne mig til, at man først starter vaskemaskinen, derefter hælder sæbe i og til sidst lægger tøjet i! Den var nok ikke gået med Arbejdstilsynet hjemme i Danmark.

I hverdagene ser jeg ikke så meget andet end min altan

Det skyldes, at jeg for tiden arbejder på et større projekt med implementering af et nyt program hos en kunde i Danmark, så jeg er på fra om morgenen. Jeg er 5 timer efter Danmark, så jeg kan lige nå nogle timer sammen med dem, før de holder fyraften.

Resten af dagen arbejder jeg videre sammen med projektmedarbejderne i Belgien og Canada. Det er smart med nutidens teknik, man chatter sammen i det lukkede, beskyttede netværk, kommunikationen foregår i realtid. Har vi brug for at tale sammen, holder vi et telefonmøde, men langt det meste klares med mails, chats og diverse illustrationer.

7-9-13 har jeg indtil videre ikke haft seriøse problemer med internetforbindelsen, selv om Colony Cove kun har 3 Mbit til rådighed til deling mellem rigtig mange – på et tidspunkt målte vi, at omkring 240 enheder var på i en eller anden grad! Når alt for mange er på, kan jeg ligeså godt opgive at Skype med mine venner og familien, så fryser billede og lyd.

Skype bruger jeg til at tale med folk via video eller skrive sammen med dem i realtid. Det er en god måde at holde kontakten med ”dem derhjemme”, og afstanden føles ikke så stor.

Jeg har lovet mig selv

at det ikke skal være arbejde alt sammen. I hverdagene går jeg af og til ned ved den private swimming pool og læser en god bog en times tid eller to om eftermiddagen. Andre gange går jeg en tur på stranden, f.eks. lige i aftenskumringen, det er skønt at indsnuse den friske havluft og lytte til havets brusen. Holder af at se byens lys tændes inde i Christiansted.

I løbet af dagen kommer vandflyveren forbi min altan med jævne mellemrum, den hører med til dagens rytme, ligesom banana quit’en og en anden lidt større fugl, der dagligt gæster mig på altanen.

I marts havde jeg en meget travl periode på små 14 dage, hvor jeg knoklede igennem 12-14 timer dagligt med en masse hasteoversættelser. I den periode forlod jeg stort set ikke lejligheden, kun for at købe lidt ind.

Mit eneste selskab var de der store fugle, som spiste deres medbragte mad under min solseng på altanen. De blev næsten familie for mig, fordi de kom dagligt og ikke var bange for mig, så jeg endte med at kalde dem Hans og Grete. Dog blev de en tand for familiære, da de gik ind i stue og køkken og efterlod deres visitkort, mens jeg var i bad. Så blev døren lukket.

Mine små venner, gekkoerne

er ligeledes trofaste gæster hver aften. Dem er jeg meget glad for at se, så bliver jeg nemlig ikke stukket yderligere af de myg, som de har held med at fange. Eneste rigtig negative ting i mit paradis er, at myggene elsker mig endog meget højt!

Under mit ophold har jeg sammenlagt fået et sted mellem 50 og 100 myggestik, jeg ligner en nålepude. Blev på et tidspunkt noget nervøs for, om jeg ville blive smittet med Dengues feber. Men ræsonnerede, at skulle jeg være så uheldig at dø af feberen, ville jeg i det mindste dø lykkelig!

Masser af billeder og flere historier i Rejsebrev fra Dansk Vestindien, del 2 (16 sider): [pdf-embedder url=”https://www.yml.dk/wp-content/uploads/2017/02/Rejsebrev-fra-Dansk-Vestindien-2013-del-2.pdf” title=”Rejsebrev fra Dansk Vestindien 2013 – del 2″]

I starten af mit ophold gik strømmen

ca. et par gange om ugen. Senere blev det til et par gange om måneden, for det meste om natten, hvor det ikke generede mit arbejde. Ifølge min IT-mand glemmer de at fylde olie på nede på kraftværket, ups! Det var nu nok lidt ironisk ment.

Men som Nina York fortalte ved et af hendes spændende foredrag om livet her på øen, så er strømmen blevet meget dyr, nu hvor man ikke længere får olien til en favorabel pris fra Hovensa.

Det samme hørte jeg fra en dame, hvis mand faktisk er så heldig stadig at have arbejde på raffinaderiet, det er dog uvist hvor længe endnu. Deres elregning var steget fra $250 til $400 – om måneden! Det er en stigning fra kr. 1.400 til kr. 2.300, det er mange penge at skulle finde i budgettet.

Sidste nye fra en sikkerhedsvagt her i mit område og andre lokale indbyggere er, at kraftværket netop har varslet yderligere en stigning, det er helt horribelt.

Derfor prøver man nu at se på alternative energikilder

som f.eks. sol og vind, som begge findes i rigelige mængder på disse kanter. Det er bare ikke så enkelt endda.

Min udlejers niece har IHOP-restauranten ved Sunny Isle, og hun ville gerne etablere et solcelleanlæg, men staten har belagt disse med så store skatter og afgifter, at det er håbløst at betale tilbage indenfor en overskuelig fremtid. Det er ikke nemt – strømmen er blevet så dyr, at meromkostningen må lægges på madpriserne, som bliver så høje, at folk ikke har råd til at spise ude. Så hvor hun ved opstarten egentlig blot havde tænkt sig, at hun skulle klare den administrative side og have folk til det praktiske arbejde, er hun nu nødt til selv at deltage i den daglige drift.

Sådan er det vist flere steder; en restaurant her i området, hvor jeg ofte spiste med stor fornøjelse for 3 år siden, er mærkbart forringet, med færre og enklere retter på menuen, højere priser, og staben er væsentligt reduceret.

Som min juveler fra sidst forklarede, så udgjorde personalet på Hovensa ca. 5% af befolkningen, men de repræsenterede omkring 25% af købekraften. Det er til at tage og føle på! På den baggrund har han og konen besluttet at rykke teltpælene op, de flytter til Florida for at prøve lykken dér i stedet.

Mange små butikker har desværre måttet dreje nøglen om det seneste års tid, det er en meget trist udvikling, som ses tydeligt i både Christiansted og Frederiksted. Sikkerhedsvagten fortalte, at indbyggertallet på øen for første gang nogensinde er faldende.

Jeg håber virkelig, at der som følge af guvernør de Jonghs

og hans delegations besøg i Danmark her i marts bliver sat turbo på samarbejdet om udviklingen af alternative energikilder, man har jo sol og vind i rigelige mængder. Forudsætningerne for at få skabt en bæredygtig udvikling er til stede.

Ingen tvivl om, at løsningen er at komme væk fra afhængigheden af olie. En affolkning af øerne, p.t. særligt St. Croix, på grund af manglende jobmuligheder er ikke i nogens interesse, og man kan ikke i længden vedblive at have så stor en offentlig sektor, omkring 30%, som ret beset ikke bidrager med produktivitet.

Turismen hjælper naturligvis noget, men også på dette punkt er man sårbar, for når verdenssamfundet er i krise eller der sker ting på øerne, som giver et dårligt ry, bliver turisterne væk. En ensidig satsning på turisme er derfor ikke vejen frem, selv om det er mit store håb, at rigtig mange danskere vil få øjnene op for disse skønne øer under opvarmningen til 2017.

Rejsebrev fra Dansk Vestindien, del 3-1 indeholder bl.a indtryk fra St. Thomas og St. John (13 sider): [pdf-embedder url=”https://www.yml.dk/wp-content/uploads/2017/02/Rejsebrev-fra-Dansk-Vestindien-2013-del-3-1.pdf” title=”Rejsebrev fra Dansk Vestindien 2013 – del 3-1″]

I den modsatte ende af spektret i forhold til affolkning

og dystre udsigter er der fest og farver og liv og glade dage! Det er som om, at man som modvægt til hverdagens problemer og modløshed virkelig slår sig løs, når chancen endelig byder sig.

Der er nogle bestemte begivenheder, som får folk til at myldre op af hullerne, f.eks. Jump Up! i Christiansted. Her er der liv og glade dage, med Moko Jumbies, steel pan bands, dancing in the street og gang i gaden på alle måder. Til daglig er der ingen problemer med at komme rundt i gaderne (når bortses fra vejarbejde pga. nedgravning af kabler), men Jump Up! trækker folk af huse, lokale som turister. Der er boder med mad og drikke, forretningerne holder længe åbent, kunstgallerierne er åbne – alle hygger sig.

Jeg var derinde sammen med omkring 160 dansere, som boede her i Colony Cove eller hos naboen Sugar Beach. Derinde havde man slået et stort telt med dansegulv op, og hver aften i ca. 14 dage dansede man gamle engelske country-danse, der er peppet op med mere moderne trin og instrumenter. Folk fra hele USA valfarter hertil hvert år på danseferie, mange har fået nye venner og ægtefæller i årenes løb. Jeg var derovre nogle aftener og lærte en del amerikanere at kende.

En anden stor begivenhed er irske St. Patrick’s Day

som jeg er rigtig glad for, at jeg fik lov at opleve. Der er grønt overalt, parader og musik i gaderne og lutter glade mennesker! Jeg ville egentlig bare se paraden og så gå hjem og arbejde lidt mere, men ad pudsige omveje mødte jeg det sødeste ægtepar fra Fyn, som jeg endte med at tilbringe 3 festlige dage i selskab med. Vi mødtes på Lowlife Bar i Christiansted, festede og dansede til et velspillende band, som ikke normalt spillede sammen, men som lød godt og havde en utrolig spilleglæde.

Vi blev enige om at tage til Frederiksted og høre bandet igen om søndagen. Endnu en skøn dag fyldt med livsglæde og gode vibrationer. Det var vi åbenbart mange, der syntes, for flere af os mødtes igen mandag aften på Angry Nate’s til bandets sidste job før hjemturen til USA. Et bryllupsselskab fra Trinidad fik sig en fornøjelig og uforglemmelig aften sammen med os.

Jeg har kontakt med dem alle, fra Fyn, USA og Trinidad, og vi er enige om, at vi bliver nødt til at mødes igen i 2014.

Jeg har oplevet så mange dejlige ting under mit ophold

at jeg umuligt kan få det hele med. En af de ting, jeg savner allermest, er gudstjenesten i den danske kirke om søndagen. Den var et fast punkt på mit program på nær et par søndage.

Den livsglæde og den måde, hvorpå man kommer hinanden ved i lokalsamfundet er værdier, som jeg sætter stor pris på. Alle bliver inddraget og kan sige frem med deres bønner og bekymringer, man beder for hinanden og lykønsker hinanden, når der er noget at fejre. En dejlig uhøjtidelig facon, som passer til mit temperament! Man synger fantastisk gospel for fulde gardiner, ikke spagfærdigt som i en dansk kirke, hvor man stort set kun hører koret.

Over flere søndage op til påske sang koret ”I østen stiger solen op”, det fik mange danskere til at spærre øjnene op. Palmesøndag bød på et indslag fra en gruppe folkedansere fra Hobro, som gik i procession fra Christiansværn til kirken sammen med pastor Williams og hele det kirkelige følge. I kirken sang de et par danske sange, og ved Transfer Day på Whim dagen før gav de nogle smagsprøver på deres folkedans.

Ved et arrangement på Ridge to Reef farmen

som har specialiseret sig i økologisk landbrug, endte folkedanserne og deres to musikanter med at sætte sus i skørterne med deres harmonika, violin, sang og dans – det faldt i god jord hos de amerikanske besøgende, som ikke var sene til at prøve kræfter med dansen. Vældig fornøjeligt!

Og endelig Rejsebrev fra Dansk Vestindien, del 3-2 om mine to sidste uger på St. Croix (10 sider): [pdf-embedder url=”https://www.yml.dk/wp-content/uploads/2017/02/Rejsebrev-fra-Dansk-Vestindien-2013-del-3-2.pdf” title=”Rejsebrev fra Dansk Vestindien 2013 – del 3-2″]

Min afsked med min lysegrønne ø var svær

Jeg har mødt så mange søde mennesker og haft så mange uforglemmelige oplevelser i mine 10 uger på St. Croix. Jeg føler mig privilegeret, at jeg har haft mulighed for at bo og arbejde på øen og få hverdagen en smule mere under huden, end man kan som turist. MEN jeg har for længst besluttet at gentage succesen!

Nu knokler jeg på for at skaffe penge til næste tur. Imens overvejer jeg, hvordan jeg kan komme derud i længere tid. Det kunne være spændende, hvis jeg kunne få kontakt til nogle firmaer, der påtænker at etablere aktiviteter på øerne, hvor jeg kunne bidrage med min vifte af ydelser som selvstændig freelancer. Det skal være mit næste projekt, så jeg er gået i tænkeboks og er spændt på, hvad den proces vil bringe. Mest af alt glæder jeg mig til at gense mit paradis, forhåbentlig i 2014.

I mellemtiden håber jeg, at bestyrelsen i Colony Cove beslutter sig for at videreføre de 155 Mbit fiberoptik fra lygtepælen ved receptionen ud til de 60 condoer, så internettet ikke fremover skal være en begrænsning. Jeg håber, man vil forstå at udnytte de muligheder, der skabes med den fremsynede investering i ny og topmoderne IT-teknologi og glæder mig til at få lejlighed til selv at afprøve det! Henny Jensen

Opdatering februar 2017

Denne artikel blev som nævnt bragt i Dansk Vestindisk Selskabs blad i juni 2013. Forløberen for artiklen var en række rejsebreve, som jeg havde sendt til familie og venner under mit 10 uger lange ophold på St. Croix, en såkaldt working holiday.

I anledning af, at det den 31. marts 2017 er 100 år siden, Danmark solgte øerne til USA, er der opstået en større interesse for øerne, som ellers har lidt en noget hensygnende tilværelse i danskernes bevidsthed. Derfor har jeg besluttet at bidrage en smule til kendskabet ved at dele mine rejsebreve her på siden.

Selv lærte jeg intet om de tidligere danske besiddelser i Caribien og vores rolle som kolonimagt i historietimerne i skolen. Først for en 10-12 år siden blev jeg via en onkel opmærksom på deres eksistens. Han fandt nemlig via sin slægtsforskning ud af, at han nedstammede fra Søbøtker, og i den forbindelse besøgte han St. Croix.

Det lød så spændende, at jeg selv fik lyst til at besøge øerne. Det gjorde jeg så første gang i 2010 sammen med en god veninde, og det udviklede sig til en stormende forelskelse i dette paradis på jord, som resulterede i mit ophold i 2013.

Jeg håber, du vil nyde min beretning og ikke mindst de mange billeder. Og finder du inspiration til egne oplevelser på øerne, ville det kun glæde mig. Du kan finde flere oplysninger på forskellige hjemmesider og på Facebook, her er nogle få muligheder:

• Dansk Vestindisk Selskab – selskabets officielle hjemmeside
• Dansk Vestindien – Kilder til historien – Rigsarkivets hjemmeside på dansk og engelsk
• Den Vestindiske Kulturambassade – afholder i jubilæumsåret 2017 udstillinger og foredrag
• Dansk Vestindien – Signe Lund og Steen Uffe Tommerup har skrevet en fin rejseguide
• Alt som St. Croix – Karin Olsen har et indgående kendskab til St. Croix

Har du spørgsmål, så smid dem i en kommentar herunder. Kan jeg ikke selv svare, prøver jeg at finde nogen, der kan. Rigtig god læselyst – og god fornøjelse, hvis du er en af de heldige, der skal besøge De Amerikanske Jomfruøer, som øerne hedder i dag.

Opdatering november 2017

Hvis du er havnet på denne side, har du nok en stor interesse for det tidligere Dansk Vestindien. Og så er du formentlig klar over, at øerne St. Thomas, St. John og St. Croix blev voldsomt ødelagt af de to kategori 5-orkaner Irma og Maria, som ramte øerne med 14 dages mellemrum i september 2017. Du kan læse mere om det og vores hjælpearbejde i denne artikel: https://www.yml.dk/da-irma-og-maria-smadrede-mit-elskede-dansk-vestindien/

Alt indhold i denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke gengives uden forudgående tilladelse fra forfatteren.

Copyright © 2014-2020. All Rights Reserved.

NB: Få automatisk besked om nye indlæg – indtast din mail i boksen nederst på siden. Del gerne via knapperne her!