Efter et fantastisk ophold i Melbourne rullede Oplevelsesekspressen videre! Turen med The Overland fra Melbourne til Adelaide var langt den hyggeligste af mine tre togrejser

…fortsat fra Rejsebrev fra Oz – del 2

Your Missing Link in Australia - Part Three

Siddekomforten var i top, lænestolssæder og rigelig benplads. Personalet havde en fin attitude, her handlede det i høj grad om at give passagererne en god rejseoplevelse og ikke kun transportere os fra A til B. Vi fik bl.a. interessant information om hver enkelt stationsby før ankomsten, og maden var appetitlig i modsætning til på XPT Rail på østkysten.

Jeg hørte fra en engelsk pige, at The Ghan er endnu bedre, den går nord-syd og drives af Great Southern Rail ligesom The Overland. På min næste odyssé vil jeg tage turen Darwin-Alice Springs-Ayers Rock og kigge lidt på The Outback, det skulle være en helt speciel oplevelse.

Henny Jensen travels on The Overland from Melbourne to Adelaide

Landskabet var umådelig tørt stort set hele vejen, men som en eller anden høfligt gjorde mig opmærksom på: ”Du har valgt at komme i den tørreste periode, i den tørreste stat, på det tørreste kontinent på kloden!” Nåh ja, det er også rigtigt … Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Selv omkring den mægtige River Murray, Australiens største flod og den tredjelængste sejlbare flod i verden efter Amazon-floden og Nilen, var der tørt og gult.

Crossing the mighty River Murray by train - YML v/Henny Jensen

Velkommen til luksus

Mit logi i Adelaide var over al forventning, idet husets ejere havde besluttet sig for at rykke ned i stueetagen og sove på madrasser der. Der var nemlig siden min bestilling sket det, at en god veninde af familien havde forladt sin samlever. Hun manglede et sted at bo og var derfor flyttet ind på det sædvanlige gæsteværelse. I stedet for at flytte veninden, flyttede mine værter selv nedenunder.

Så jeg overtog deres enorme king size bed og fuldstændig eksklusive soveværelse og badeværelse, det var vildt. Hele lejligheden på 3 etager var overdådig, men det vildeste var dog, at der var elevator INDE i lejligheden!! Der tabte jeg kæben … og igen, da jeg skulle bade, og bruseren lyste blåt!

Your Missing Link's luxurious accommodation in Adelaide

Adelaide er den femtestørste by i Australien

Med sine omkring 1,25 mio. indbyggere er Adelaide hovedstaden i delstaten South Australia. Det er en lille hyggelig by, nem at overskue.

I modsætning til andre australske byer blev Adelaide ikke grundlagt af britiske straffefanger, men af velrenommerede borgere, som var forhåndsgodkendt til at bosætte sig i byen. Det fortæller man gerne og med stolthed, og hele omegnen bærer tydeligt præg af, at religiøst forfulgte tyskere slog sig ned og med vanlig tysk grundighed startede forskellig industri op, herunder vinproduktion.

Det tyske ligger dog ikke helt frisk fremme i hukommelsen, f.eks. kniber det med at stave til LUKKET på tysk. ”GESCHLOSSEN” er blevet til et udvandet ”GESCH LOSEN”, hvilket jeg og et tysk par bemærkede på vores tur til Barossa Valley.

German Weinstube in Barossa Valley - YML v/Henny Jensen

Den tur blev i øvrigt ganske begivenhedsrig.

Den startede stille og roligt med et besøg hos vinproducenten Jacobs Creek, som jo er velkendt i Danmark. Jacobs Creek blev grundlagt af en tysker omkring 1850. Siden er produktionen vokset betydeligt, og i dag eksporteres omkring 80 %. Kun 20 % sælges på hjemmemarkedet og til pænt høje priser. Vi blindsmagte vin af sorte glas (jeg gættede vinsorten rigtigt, i parentes bemærket). Vi hørte om korktræer, hvor barken kan høstes med 9 års mellemrum. Den første bark kan høstes, når træet er 25 år og bruges bl.a. til gulve og andre grovere formål.

Henny Jensen on a guided tour with wine tasting in Jacobs Creek, Barossa Valley, Adelaide Hills

Senere spiste vi en gedigen tysk frokost på Chateau Barrosa, som kan fremvise en imponerende samling af antikviteter. Mens vi beundrede rosenhaven, trak det pludselig op til uvejr. Fra det ene øjeblik til det andet kom der en voldsom thunderstorm igennem, som på rekordtid startede en masse brande i det knastørre landskab.

Your Missing Link visits beautiful Chateau Barrosa in Barossa Valley

 

Et pludseligt uvejr startede en masse brande

I de par timer, vi var i området, startede omkring 50 brande umiddelbart omkring os. I avisen næste dag læste jeg, at ca. 350 bushfires var startet som følge af lynnedslag den dag.

Her fik jeg ved selvsyn en klar fornemmelse af, hvor stærkt det kan gå, og hvor uhyggelig hurtigt ilden kan komme ud af kontrol! Svært at forestille sig hjemme foran TV’et i trygge lille Danmark, eller for den sags skyld i storbyerne i Australien.

Bushfires in Barossa Valley, Adelaide Hills, during heatwave in January 2014 - YML v/Henny Jensen

Gudskelov kom vi ikke selv i farezonen, men vi så helikopteren ”Elvis” i aktion med vandbombning omkring truede boligkvarterer. ”Elvis” har gjort tjeneste i Memphis, Tennessee i en årrække, deraf navnet. Flere brandbiler passerede os. I Hahndorf lukkede forretninger og værksteder, fordi byens mandlige borgere er del af det frivillige brandkorps, som rykker ud for at sikre, at deres lille landsby ikke bliver flammernes bytte. Manden på avisforsiden er en af de frivillige i Hahndorf.

Brandfaren er en naturlig del af hverdagen her, og enten har man nerver til at leve med den konstante fare, eller også opgiver man og flytter ind til byen. Jeg mødte flere folk, der tidligere har boet oppe i Adelaide Hills, men som til sidst ikke kunne klare presset psykisk og valgte den mere trygge tilværelse i Adelaide by.

Elvis, the helicopter, in action in Adelaide Hills - Henny Jensen

I den ellers så hyggelige landsby Hahndorf åbnede himlens sluser sig, mens jeg gik tur på hovedstrøget. Lynet slog ned, formentlig i en transformerstation, så al strøm gik på ubestemt tid. Regnen var dog slet ikke nok til at mindske brandenes styrke, alt er som sagt totalt knastørt.

Grundet omstændighederne nåede vi ikke at se så meget i Hahndorf og omegn, men så er der jo endnu en god grund til at komme tilbage!

A short visit to Hahndorf village - Henny Jensen

Selv den lokale pub gik der ild i

Alt var tilsyneladende bare overophedet denne første dag i hedebølgen! Da jeg om aftenen på vej hjem til mit logi gik ind på den lokale pub for at få lidt aftensmad, gik der ild i gryderne i kælderen … Så måtte det lokale brandvæsen komme og redde os! Personalet klarede nu selv hurtigt at få slukket ilden, og der skete øjensynligt ikke nogen større skade. Men vi blev godt nok gennet hurtigt ud af vagten, grib dine ting og UD ad bagvejen, NU!

Jeg må indrømme, at jeg havde opbrugt dagens kvote af spænding og sov godt den nat …

Even the kitchen in the local pub back in Adelaide caught fire - Henny Jensen

Kangaroo Island har også prøvet at blive brændt af

Dagen efter skulle jeg på tur til Kangaroo Island, som bød på noget mere hyggelige og stilfærdige oplevelser. Men også på denne dejlige ø, som er Australiens tredjestørste og som har et stort område med uberørt natur, kender man meget til skovbrande.

Nu er det sådan, at man overalt i Australien opererer med kontrollerede afbrændinger. De tjener to formål – at forny vegetationen for dyr og mennesker samt mindske risikoen for pludseligt opståede brande. Nyligt afbrændt vegetation er i sagens natur mindre brandfarlig.

Således havde man for et par år siden gang i kontrollerede afbrændinger på øen. Alt gik planmæssigt, og brandmændene gik til en halv times frokostpause. I mellemtiden havde vinden vendt sig, og brandene kom ud af kontrol. Da store dele af øen er uberørt natur, betyder det samtidig, at det er vanskeligt for brandmændene at operere i området og inddæmme brandene. Det var ikke så godt, og der var vist nogle brandfolk, som havde det ret dårligt med at have holdt frokost.

Både denne gang og tilbage i 2007 havde man nogle særdeles kritiske situationer. I 2007 gik en meget stor del af øen op i flammer, hvilket naturligvis berørte det lille lokalsamfund dybt.

Kangaroo Island on fire some years ago - Your Missing Link

Skovbrande på godt og ondt

Udover controlled burns opererer man med begrebet back burning i brandbekæmpelsen – man møder ild med ild og forhindrer på denne måde ilden i at sprede sig yderligere.

Jeg blev en hel del klogere på bushfires i løbet af mine dage i South Australia.

Jeg så på øen, hvor hurtigt vegetationen vokser frem igen og hvor frisk, grøn og livgivende den er for dyrene. Jeg så, hvordan de nøgne, grå træstammer med tiden knækker og bliver termitternes bytte. Og jeg forstod, at skovbrande er et livsvilkår på godt og ondt på disse kanter. Ikke rart, når de kommer ud af kontrol og dyr og mennesker i værste fald mister livet. Men omvendt er de en bydende nødvendighed for at genoprette vegetationen og sikre arternes overlevelse. Lidt af en øjenåbner for mig.

Græstræer, eukalyptustræer og kræsne koalaer

I South Australia kaldes græstræer Yacca eller Yakka på aboriginsprog. De vokser ufattelig langsomt, ca. 1 cm om året, så det er ikke dem, man skal plante i sin have, hvis man ønsker træer til at skygge for solen. Der findes nogle høje eksemplarer af slagsen, de er med lidt hurtig hovedregning flere hundrede år gamle.

Yacca trees and gum trees in Adelaide - YML v/Henny Jensen

Gum trees, eukalyptustræer, er der også pænt mange af på Kangaroo Island. De har det med at mutere, så man har ikke det fulde overblik over, hvor mange forskellige slags eukalyptustræer, der egentlig findes i Australien. Man regner med 700+, men det rigtige tal er nok nærmere omkring de 1000.

Så skulle man jo tro, at den hellige grav var velforvaret for koalaer, hvis kost udelukkende består af eukalyptusblade. Men næh nej, så nemt skal det ikke være! Af alle de mange sorter er kun 28-30 slags spiselige for koalaer. Eukalyptusblade har et højt indhold af toksiner. Det er forklaringen på, at koalaer sover ca. 20 timer i døgnet – det kræver stor energi at nedbryde disse toksiner.

Derfor er koalabestanden alvorligt truet

Koalaer er overordentlig kræsne, så de kan kun lide en 7-8 smagsvarianter i alt. I tilgift ynder de absolut ikke at spise blade af det samme træ to dage i træk – hvor mange mennesker gider også spise samme ret over flere dage? En koala synes derfor ikke, at livet er specielt sjovt, hvis ikke den næste dag kan finde et nyt eukalyptustræ efter dens smag.

Når samtidig tages i betragtning, at en meget stor del af eukalyptusbestanden er blevet skovet for at give plads til landbrug, veje og og andre sjove menneskelige påfund, har det betydet en betragtelig nedgang i koalabestanden, som nu kun er at finde i stærkt begrænsede områder i Australien. Det er grunden til, at man kun sjældent finder koalaer i det fri. Jeg har således været utrolig heldig at se fritlevende koalaer ved Great Ocean Road og her på Kangaroo Island. Vi forsøgte også at spotte nogle et sted i Queensland, men uden held, hvilket taler sit tydelige sprog.

For øvrigt er koalaerne i South Australia de største, oppe i Queensland er de væsentligt mindre. Men lige nuttede er de!  Her en samling fra Hanson Bay.

Wild koalas in Hanson Bay, Kangaroo Island, Australia - YML v/Henny Jensen

Mor og barn. En unge af et pungdyr kaldes i øvrigt en ”joey”.

Your Missing Link spots koala with joey on Kangaroo Island

Koala betyder ”drikker ikke” på aborigin. Normalt får en koala væde nok via eukalyptusbladene. Under denne hedebølge gik nogle koalaer dog ind i folks haver og drak vand af vandskåle, højst usædvanligt.

En koala kan i øvrigt ikke svede. Derfor må man ikke røre ved en koala i ekstremt varmt vejr, da den vil blive overophedet og dehydrere.

Fredede søløver og sæler

Nu er Kangaroo Island berømt for meget andet end koalaer.

I Seal Bay finder man Australiens næststørste koloni af australske søløver. Vi gik tur på stranden med dem, i behørig afstand naturligvis, men det var fantastisk at gå ved siden af fritlevende søløver, bl.a. var der en lille unge, som kaldte og kaldte på sin mor og luffede af sted i fuldt firspring mod den hun, der svarede. Da den endelig nåede frem, var det slet ikke dens mor, øv øv, jeg fik helt ondt af den lille …

Disse søløver opholder sig i øvrigt til havs i 3 dage, hvor de provianterer. Så kommer de tilbage og hviler i 3 dage på stranden. Derefter gentager seancen sig.

YML v/Henny Jensen visits Seal Bay on Kangaroo Island where we took a stroll on the beach with Australian sea lions

Efter mødet med søløverne gik turen til de spektakulære granitblokke Remarkable Rocks, hvor man lige skal holde øje med, hvor man sætter sine fødder. Flere er rutsjet i havet og druknet på grund af glatte overflader og stærk vind.

Your Missing Link supports Remarkable Rocks on Kangaroo Island

Sidste naturoplevelse på øen var i Admirals Arch, hvor vi kiggede på new zealandske pelssæler, der lå og slikkede sol på klipperne. Jo, denne ø har et meget rigt dyreliv.

YML v/Henny Jensen enjoys the view to New Zealand fur seals on Kangaroo Island, Australia

Faktisk kunne jeg nok godt have spottet pingviner i den lille hyggelige færgeby Penneshaw, hvis jeg var blevet længe nok. I stedet fik jeg et godt indtryk af byen, hvor jeg sagtens kunne slå mig ned for et længere ophold. Mens vi ventede på færgen, blev jeg inviteret til leg af denne søde firbenede pige, som på lang afstand havde luret, at jeg nok var et nemt legeoffer!

The streets of Penneshaw, Kangaroo Island - Henny Jensen

Den dag var Adelaide den varmeste by på kloden

Dagen efter var det den allervarmeste dag i Adelaide, omkring 46°. På et tidspunkt blev der spekuleret heftigt i, hvorvidt man ville tangere eller slå rekorden fra 12. januar 1939, som var på 47,6° C, men vi nåede ”kun” op på lidt over 46° C, tror det var 46,3°. Den dag var Adelaide den varmeste by på kloden!

Jeg lod mig dog ikke slå ud, jeg var her jo for at opleve og var forberedt på, at jeg kunne rende ind i varmt vejr Down Under. Men der blev godt nok sat mange liter væske til livs i ugens løb!

Denne dag, torsdag, tog jeg om eftermiddagen sporvognen fra endestationen ude ved mig og til endestationen Glenelg Beach. Sporvognen kører næsten ned til vandet, det er da praktisk.

Man skulle tro, at temperaturen dalede mærkbart, når solen gik ned. Men hele ugen var nattemperaturen omkring 35-36° C, så jeg lod bare trøjen blive i kufferten …

Your Missing Link visits Glenelg Beach on the day Adelaide is the hottest city on earth - 16 January 2014 - day temperature 46°C, night temperature 35°C

Tilbage til begyndelsen

Miss Aussie, altså, du springer rundt i tiden! Du har jo helt glemt at fortælle om dine første dage i Adelaide. Nåh ja, det har jeg da også.

På min tur rundt den første dag bemærkede jeg, at folk i Adelaide tilsyneladende har et stort behov for underholdning. Ude i min forstad ligger Entertainment Centre, som er stedet for alle koncerter og andre større arrangementer. I umiddelbar nærhed, helt ude hvor kragerne vender, ligger denne pink massageklinik.

Adelaide Entertainment Centre

Inde i byen var der sexshops her og der og alle vegne. Men der er nok ikke så meget at foretage sig i denne by, som ikke rigtig er en storby, andet end at gå på den lokale bar, få sig nogle ordentlige bajere, se sport på TV …  Så kan man måske godt trænge til en kærlig massage?

Men ret skal være ret – på trods af en masse nybyggeri er der bevaret en del charmerende gamle bygninger, og Adelaide er bestemt en hyggelig by.

Old town houses in Adelaide - Henny Jensen

Besøg i Cleland Wildlife Park

Dagen efter tog jeg op i Cleland Wildlife Park i Adelaide Hills. De første dyr, der mødte mig, var disse hyggelige små og utroligt vimse potoroos, en art langnæsede kængururotter, pungdyr som de fleste andre australske dyr. Dem kunne jeg ikke stå for. De var meget nysgerrige, ville gerne fodres, men helst ikke berøres!

Your Missing Link feeds cute little potoroos in Cleland Wildlife Park, Adelaide Hills

Dernæst var det tid til at fodre kænguruer. Det havde jeg aldrig prøvet før, kun set andre gøre det i Featherdale Wildlife Park i Blue Mountains uden for Sydney. Nu var det min tur!

YML v/Henny Jensen hand feeds kangaroos in Cleland Wildlife Park, Adelaide Hills

Der var masser af andre sultne kræ, f.eks. pelikanerne …

Hungry pelicans in Cleland Wildlife Park, South Australia - Henny Jensen

… og familien Dingo.

A hungry dingo family in Cleland Wildlife Park, Adelaide Hills - YML v/Henny Jensen

Spadseretur langs Torrens-floden

Den sidste dag i Adelaide kørte min værtinde Debbie mig ind til Botanisk Have/Zoo, hvorfra jeg kunne komme ned til bredden af floden Torrens, som bugter sig gennem Adelaide by. Det var endnu en smuk og meget varm dag, hvilket man tydeligt kunne se på fuglene, som alle næsten uden undtagelse sad med åbne næb på grund af varmen.

Your Missing Link takes a stroll along River Torrens in the city of Adelaide, South Australia

Og for mig kom der et særdeles håndgribeligt eksempel på heden …

Alt imens jeg spadserede langs flodbredden, var der pludselig noget under et træ, der fangede mit øje. En flagermus, Flying Fox kalder de den på de kanter, lå på ryggen og sprællede, mens myrerne kravlede rundt i dens øjne, ører og mund. Den havde fået hedeslag og var faldet ned fra træet, og så var den jo et nemt offer for myrerne. Jeg fik vendt den om på maven med to pinde under vingerne, i et naivt håb om, at den så ville kunne komme på benene/vingerne igen. Men det kunne den naturligvis ikke, den var jo døende.

Så stoppede jeg en jogger og spurgte, hvordan jeg bedst kunne hjælpe den lille fyr? ”Det bedste du kan gøre er at slå den ihjel, for den kommer til at lide en pinefuld død”, svarede han, med henvisning til myrerne. Ja, det ved jeg – men hvordan? Hvad gør jeg, hvad kan jeg bruge? Han tog bestik af situationen, flyttede kræet lidt væk og bad mig vende ryggen til. Et øjeblik efter var det overstået, den lille stakkel så fredfyldt ud.

Joggeren spurgte, hvor jeg kom fra, men jeg kunne slet ikke svare, kom til at tude over den lille skabning og de mange andre dyr, der led i varmen. Så fik jeg en ordentlig krammer og et par trøstende ord, og så gik jeg videre langs den smukke flod, før jeg skulle hjem og afsted med flyet til Brisbane.

A Flying Fox suffering from a heatstroke due to the weeklong heatwave in January 2014. A passing jogger kindly helped me put the poor little fellow to sleep as ants were invading him - Henny Jensen

Tilbage i Brisbane begyndte jeg at udforske byen

Bl.a. tog jeg på en flodsejlads, som bragte mig til bydelen Newstead og Brisbanes ældste Queensland home, Newstead House.

For en stund følte jeg mig næsten hensat til Dansk Vestindien, samme vegetation og næsten samme boligstil og interiør som i planterboligerne i Charlotte Amalie og på Whim. Eneste forskel er, at der ikke er lange armlæn på stolene, og der er ingen slavehytter. Men ellers er der en forbløffende stor lighed.

Eftersom Brisbane ikke ligger ved havet, men omkring floden af samme navn, er der ikke nogen naturlig strand. Dette kan man naturligvis ikke have i Australiens tredjestørste by, så man har anlagt en kunstig strand ved siden af floden og kaldt den Streets Beach efter ismærket Streets (Frisko på dansk, samme logo). Den er velbesøgt af børnefamilier, men der er kun et lillebitte frimærke sand pr. person, ikke en strand efter min smag. Det var nu også kun strandvejr 2-3 dage på min lille måned i Brisbane, så det gav helt sig selv … Og nej, rønnebærrene er ikke sure!

Fåreklipning og fårehunde

En anden dag tog jeg i Lone Pine Koala Sanctuary, som dog har masser af andre dyr og aktiviteter end koalaer.

Her så jeg border collies hyrde en fåreflok med stor energi. De er som skabt til det og elsker at arbejde, blot de får en eneste belønning – en stor spand vand. En enkelt hund kan styre en flok på 500 får helt alene, så opvisningen her var i den lille afdeling.

Vi fik også demonstreret en fåreklipning. Først tjekker man antal tænder for at fastslå dyrets alder, dernæst går klipningen i gang. Maveulden holdes adskilt fra den øvrige uld, den er nemlig af en anden kvalitet.

Fåreklipning er det fysisk hårdeste arbejde i verden, meget belastende for ryg og led, selv om nutidens klippere hænger i en støttesele og bruger elektrisk udstyr. Jobbet er mere belastende for kroppen end selv den hårdeste eliteidræt. Eliteidrætsudøvere er kun aktive i en kortere årrække – fåreklippere lever af det og må fortsætte til langt op i årene.

En erfaren klipper er færdig på et par minutter, ham her brugte 3-4 minutter for at illustrere teknikken.

Verdensrekorden er vist 586 får på en arbejdsdag – det er godt nok meget uld! Men Australien har også omkring 100 millioner får, som skal klippes en gang årligt, så det er fast arbejde. De nyklippede får er ”neat and clean”, som en herre udtrykte det, de ser ærligt talt en smule fårede ud. Blev de ikke klippet, ville de på et tidspunkt segne under deres egen vægt, pelsen falder nemlig ikke af af sig selv.

Ulden føles ret fedtet. Faktisk opdagede jeg ved et tilfælde, at mine D-vitaminer er lavet af uldfedt. Mærkeligt at tænke på , at jeg dagligt spiser en lille smule overfrakke …

Og her har vi familiens sorte får, dyr som menneske!

Kænguruer i rigelige mængder

I løbet af dagen var jeg ovre og fodre ”ruer” i flere omgange. Her en kavalkade med forskellige arter kænguruer og wallabies. I mit næste liv tror jeg bare, jeg skal være dyrepasser og bosætte mig blandt dyrene … Har vistnok en vis evne for at opdrage på dem. I hvert fald har jeg en videosekvens, hvor jeg prøver at styre fodringen af 4 sultne ruer, ganske underholdende. De får alle deres andel, på helt retfærdig vis!

Jeg kan ikke stå for kænguruers bedårende brune øjne, venlige sind og silkebløde muler. Nogle af dem er mere insisterende end andre og holder godt fast, men altid ganske blidt trods deres lange spidse kløer.

Kænguruerne bestemmer helt selv, hvornår de ønsker kontakt og håndfodring. De kan altid trække sig tilbage til deres hvileområde, hvor der er adgang forbudt for mennesker.

Her er jeg i wallaby-afdelingen, hvor en nøgen joey følger med fra mors trygge pung.

Næbdyret, som måtte være en joke

Så er der den lille vimse platypus – næbdyret – som er umulig at tage et godt billede af i vandbassinet med et almindeligt kamera. Derfor et billede af træfiguren udenfor.

Da de første engelske biologer hjembragte et dødt eksemplar til England i slutningen af 1700-tallet, var man overbevist om, at det måtte være en joke. En sådan mærkværdig skabning kunne ikke findes, nogen måtte have syet et andenæb på et pelsdyr.

Leguaner som disse løber frit omkring i området, flotte er de. Emuer var der også, denne her havde kun et øje. I mange dyreparker tager man dyr til sig, som ikke ville kunne overleve i det fri pga. diverse skavanker.

Wombatter skal man være mere end almindeligt heldig for at komme til at se i dagslys, så det var stort, da det omsider lykkedes mig at se et par stykker denne dejlige sommerdag i Lone Pine.

Tasmanske djævle lykkedes det mig minsandten også at spotte i Lone Pine, som det eneste sted i de 5 dyreparker, jeg nåede at besøge på min tur rundt i Oz.

En af mine sidste dage i Brisbane tog jeg op på bjerget Mount Nebo og besøgte den lillebitte dyrepark Walkabout Creek, som fungerer som forskningscenter.

Her var ikke så mange dyr, men dog denne fugl Tawny Frogmouth, som ikke er en ugle, selv om mange fejlagtigt tror det. Jeg så også for første gang den lille røde pademelon, som er en skovkænguru, hyggelig og køn lille fætter. Lorikeets er smukke små papegøjer.

Hvordan tør du?

Med alle disse mange oplevelser i bagagen var jeg klar til at pakke mine kufferter og vende snuden nordpå. Det har været fantastiske to måneder spækket med indtryk!

Folk undrer sig nogle gange over, at jeg tør rejse alene rundt på denne måde. Til det kan jeg kun sige, at jeg ikke på noget tidspunkt Down Under følte mig utryg i forhold til omgivelserne og andre mennesker.

Det eneste tidspunkt, hvor jeg blev en smule nervøs, var en af de meget varme aftener i Adelaide, hvor jeg på gaden mødte to kæmpe kakerlakker, som styrede lige mod mine bare ben. Da jeg trampede dem i møde for at få dem til at forføje sig, stak den ene af – men den anden optog forfølgelsen af mig! SÅ fik mor her kolde fødder og tog benene på nakken, det kan nok være, jeg kunne rende stærkt!! Den seance findes der desværre ingen billeder af …

Nu mangler jeg The Outback og Western Australia

Nu har jeg samme problem, som da jeg kom hjem for 12 år siden. Jeg er stadig ikke færdig med Australien og tænker på, hvornår jeg mon kan komme derned igen? En stor del af østkysten og det sydøstlige hjørne er udforsket. Men jeg mangler stadig Perth, Alice Springs, Darwin, turen gennem The Outback med The Ghan. Jo, der er skam grundlag for et par ture mere. Men det er altid godt at have noget at komme tilbage til – og jeg må jo ned og hilse på alle mine elskede dyr igen og sige G’day og No worries, mate!

Alt indhold i denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke gengives uden forudgående tilladelse fra forfatteren.

Copyright © 2014-2016. All Rights Reserved.

Få automatisk besked om nye indlæg – indtast din mail i boksen nederst på siden.

Del gerne via knapperne her!

 

JA TAK!

Send mig gerne hæftet

"5 sprogfejl du for alt i verden aldrig må begå (hvis du gerne vil tages alvorligt)"

- og andre spændende nyheder

Tak for din tilmelding